Jeg arbejder psykoterapeutisk ud fra et helhedsorienteret perspektiv med fokus på både krop og sind. Jeg arbejder både kognitivt og kropsorienteret og altid med udgangspunkt i, hvad du har brug for.
Jeg er født i 1969 og lever i en sammenbragt familie med min mand og vores døtre. Mange års faglig og personlig erfaring med den sammenbragte familie skabte min interesse for og senere uddannelse i arbejdet med familier. Det har givet mig solide redskaber til at forstå og afhjælpe de problematikker og udfordringer, som naturligt dukker op i parforhold og en ny familiestruktur.
Min egen opvækst og min personlige rejse i livet har vakt min interesse for, hvordan krop og psyke fungerer, og for hvordan vi som mennesker kan udvikle os i den retning, vi ønsker og har brug for. Den viden og indsigt jeg selv har fået, har gjort mig til et andet og mere livsdueligt menneske, og jeg har et inderligt ønske om at hjælpe de mennesker, der kommer til mig for at få den hjælp, jeg kan give.
Uddannelser:
- Kropsorienteret traumebehandling fra Betterflow v. Inge Svane
- Krops- og gestaltterapeut fra Institut for Gestaltanalyse (Individuel terapi, parterapi og gruppeterapi)
- Systemisk-strukturel familie-terapeut fra Familieterapeutisk Center, Aalborg
- Diplomuddannelse i psykologi
- Oprindeligt uddannet folkeskolelærer
